
Ved løbende at opgradere Rynkeby Foods’ egen lastbilflåde, optimere køremønstre samt udnytte kapaciteten i trailerne bedre, er det lykkedes virksomheden at nedbringe CO2-udledningen fra sine egne lastbiler betragteligt
For alle kolleger, der har hang til at sparke dæk, er det lidt lige som juleaften, når en splinterny Rynkeby-lastbil triller ind i terminalgården for at blive en del af Rynkeby Foods’ gule flåde bestående af syv Scania 500 R.
I 2024 fik Rynkeby-chaufførerne lov at pakke en ny lastbil ud hele fem gange, mens de sidste to står til udskiftning i 2025.
Udskiftningen af lastbilerne sker dog ikke blot for at give chaufførerne julelys i øjnene. Det sker først og fremmest for at sikre, at Rynkeby Foods egne lastbiler er så kosteffektive som muligt.
Alene den seneste udskiftning af lastbiler har reduceret CO2-udledningen pr. kørt kilometer med syv procent.
- Vi forsøger at dreje på de knapper vi kan, for at gøre transporten så kosteffektiv som muligt. Det handler om, at vi har nogle moderne trækkere, der kører så effektivt på literen som muligt. Men det handler også om, at vi forsøger at optimere vores køremønstre, for at flytte mest muligt gods med færrest kilometer, siger Daniel Ravnholt Dalager, logistikchef hos Rynkeby Foods.
Således er det lykkedes Rynkeby Foods at nedbringe CO2-udledningen pr. kørt kilometer fra 0,8 kg. CO2 i 2023/24 til 0,5 kg i dag.
- Bilerne kører i gennemsnit 345 km om dagen og brænder ca. 3,6 l diesel af pr. km, så vi skylder at være nysgerrige på, hvordan vi hele tiden kan nedbringe vores forbrug ved at bringe nye teknologier i spil. Derfor har vi naturligvis også øje på, hvornår det være fornuftigt at gå over til el lastbiler. Som det er nu, kunne teknologien være god til vores behov, men kravet er selvfølgelig en stabil lav elpris og en tilgængelig lade infrastruktur. Derfor ser vi tiden an, siger han.