Back to overview

Fabriksdirektøren i ny rolle – skal lede kollegerne til Paris

IMG_0927

Rynkeby Foods’ erfarne fabriksdirektør, Jens Kjær, kaster sig ud i en helt ny rolle, når han til sommer skal lede Team Rynkeby Ringe sikkert til Paris. 

Med mere end 25 års erfaring som leder af forskellige produktionsfaciliteter i fødevarebranchen er der ikke ret meget, der kan overraske Rynkeby Foods’ erfarne fabriksdirektør, Jens Kjær, når han møder på arbejde i mosteriet i Ringe. 

Han har efterhånden prøvet det meste, og han har svar på de fleste spørgsmål. 

Den samme tryghed har han ikke i sin nye rolle som holdkaptajn for det lokale Team Rynkeby Ringe, der til sommer skal cykle de godt 1.300 km fra Ringe til Paris til fordel for børn med kritiske sygdomme. 

Jens Kjær har tre gange tidligere cyklet turen, men sommerens tur bliver hans første som kaptajn. 

- Jeg glæder mig enormt meget til den udfordring. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg bevæger mig lidt ud på gyngende grund ved at overtage holdkaptajnansvaret, men nogle gange må man også bare kaste sig ud i ting, hvor man kan gøre en forskel. Hvis man har evnen, har man også pligten, og for mig er det vigtigt, at Team Rynkeby Ringe stadig er stærkt forankret hos Rynkeby Foods, siger Jens Kjær. 

Træningen er i gang

Selvom der stadig er godt tre måneder til, at det gulklædte velgørenhedscykelhold klikker i pedalerne og retter forhjulet mod Paris, har det lokale hold for længst taget hul på forberedelserne. 

- I efteråret kørte vi nogle små ture primært for at ryste holdet sammen og siden slut februar har vi trænet hver uge. Vi er 67 mænd og kvinder, som er forskellige steder i livet, men samlet på det samme hold for at få en oplevelse for livet, komme i bedre form og gøre en forskel for syge børn og deres familier. Det er min vigtigste opgave at få det her kollektiv til at fungere, så vi får en fantastisk tid sammen, siger Jens Kjær. 

Han har da heller ikke planer om, at han skal revolutionere holdet i forhold til tidligere år. 

- Holdet vil ikke opleve den store forandring i forhold til tidligere. Dog kommer jeg nok til at stramme lidt op på indsamlingsdelen. Jeg har en forventning om, at alle deltagere kan bidrage til indsamlingen. Det kan godt være, at man ikke har netværket til at skaffe et trøjesponsorat, men så kan man sandsynligvis få et par skoler med i skoleløbet eller tage ejerskab på nogle af de mange indsamlingsevents, vi kommer til at køre denne sæson, siger Jens Kjær. 

Alle skal bidrage

Og Team Rynkeby Ringe har allerede sat de første arrangementer op i samarbejde med virksomheden Event Consult. 

 - Vi har lavet et samarbejde som gør, at vi skal ud at være personale til en række koncerter – blandt andet med Rod Stewart. Aftalen er, at vi stiller med en række frivillige, og deres honorar går så til holdets indsamling til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. På den måde kan alle deltagere bidrage til indsamlingen samtidig med, at vi forhåbentlig får nogle sjove aftener, som bringer holdet tættere sammen, siger Jens Kjær. 

Derudover har holdet solgt Bambusa-sokker, der var juletræsindsamling i december, chokoladesalg i marts/april, indsamlingsbøsser i lokale butikker med QR-kode med opfordring til støtte og salg af skrabelod fra april til juni.

- Det er en masse små events, som kan aktivere alle deltagere på holdet, så alle kan bidrage og være en del af det forventeligt store indsamlede beløb til Børnecancerfonden og Børnelungefonden. Og jeg er virkelig dybt imponeret over engagementet på holdet. Alle er allerede super meget med på aktiviteterne og sprængfyldte af power og energi, siger den nye holdkaptajn.

Team Rynkeby består i 2025 af godt 2.300 cykelryttere og 550 frivillige hjælpere fordelt på 68 hold i otte lande samt et Internationalt hold. Turen til Paris afvikles fra den 5. til 12. juli. 

Flere nyheder